Århus Håndbold henter højre back hjem fra Schweiz

Skærmbillede 2017-12-01 kl. 07.43.45

Århus Håndbold henter fra næste sæson højre backen Jonas Langerhuus hjem fra et toårigt ophold i den schweiziske liga, hvor han har spillet i en af landets helt store klubber Pfadi Winterthur. Århus Håndbold og den tidligere Skanderborgspiller har indgået et samarbejde fra sommeren 2018 og to år frem. Jonas Langerhuus ser frem til samarbejdet og glæder sig til at komme hjem til Danmark og dansk ligahåndbold igen.
”Nu har jeg været Schweiz i to år og vil gerne hjem til Danmark igen. Da muligheden med Århus Håndbold opstod, kunne det næsten ikke passe bedre. Konceptet med de lidt yngre spillere, synes jeg klæder klubben godt, og glæder mig meget til at være en del af det.”

Da Jonas Langerhuus i sin tid forlod Danmark, var det efter en lang skadesperiode, der holdte ham fra banen. Ingen skader har dog drillet ham i de sidste halvandet år, og kroppen har det godt. Lægetjekket hos Århus Håndbolds fysioterapeut Morten Frank viser det samme, Jonas Langerhuus er i topform. Derfor ser han også frem til at komme hjem og bevise, at han stadig kan spille håndbold på topniveau.
”Da jeg forlod Danmark, havde jeg været skadet i rigtig lang tid, så nu skal jeg hjem og vise, at jeg stadig kan spille håndbold. Det er selvfølgelig også nogle forventninger, man lægger på sig selv, at man gerne vil hjem og gøre det godt. Men der er jo også forventninger fra klubbens side, om at man spiller godt, og det skal man jo også som spiller i Århus Håndbold.”

Cheftræner Erik Veje ser frem til at få Jonas Langerhuus til klubben, men håber dog ikke den schweiziske disciplin har sat sig for meget i spilleren.
”Jeg synes, det er en rigtig fin signing. Jonas har været en tur i Schweiz, hvor han er blevet voldsomt disciplineret. Jeg håber dog ikke, de har haft for godt fat i ham, da en af hans kvaliteter jo er hans vildskab og uregerlighed, men jeg er sikker på, han hurtigt finder tilbage til den gamle Langerhuus. Det er derfor en spiller, vi glæder os til at byde velkommen her, og det bliver spændende at se, hvad han kan levere for os.”

Ambitionerne for de kommende år er på plads – at spille håndbold, gøre det godt og helst skadesfri. Jonas Langerhuus ser også frem til at prøve kræfter med Erik Veje som træner, der i sin egen karriere nåede forbi samme schweiziske klub.
”Det bliver spændende at få Erik Veje som træner. Når jeg ser på de andre trænere i ligaen, så udskiller han sig meget, fordi han gør tingene på sin egen måde, og det kan jeg gode lide. For mange af de andre trænere kører det lidt i ring, så jeg ser frem til at have Erik Veje som træner, og glæder mig også meget til det.”

Århus Håndbold henter højre back hjem fra Schweiz