Knud Høi A/S er ny samarbejdspartner

Skærmbillede 2017-11-08 kl. 13.29.50

Det hele startede med en lille rammefabrik i Eckersberggade. Siden dengang er det kun gået fremad for Knud Høi A/S, der i dag holder fast i de stolte traditioner inden for udvikling, produktion og salg af rammer, som startede det hele for mere end 100 år tilbage. I dag er galleriprodukter, spejle og indramning også blevet en fast del af fabrikken.
”Vi er en rammefabrik, men laver meget mere end rammer. Vores kundesegment er store og små møbelhuse samt supermarkedskæder og interiørbutikker. For dem udvikler vi walldecoration i form af galleriprodukter, spejle og meget mere. Vi leverer også fotorammer til fotobranchen, så rammefabrikken spænder altså bredt,” fortæller Finn Jacobsen, der er administrerende direktør hos Knud Høi A/S.

Rammefabrikken har lige siden haft god vind i sejlene, og voksede sig hurtigt for stor til Eckersberggade og måtte flytte, og sidenhen flytte igen, til de nuværende lokaler i Viby. Udover at udvikle kollektioner i form af private label til de forskellige møbelhuse har rammefabrikken også deres eget brand, hoeidenmark, som sælges B2B, ligesom alle andre produkter, der kommer fra rammefabrikken.

Selve samarbejdet med Århus Håndbold kom på plads, da klubben gerne ville have indrammet trøjer til sponsorerne i flotte kvalitetsrammer. Finn Jacobsen er glad for, at Århus Håndbold tog kontakt, og at Knud Høi A/S derigennem kan støtte op om den lokale klub.
”Vi støtter på den her måde, hvor det er noget for noget, og det synes jeg, var en ret god ide”, fortæller Finn Jacobsen.

Han tror også på, at klubben fortsætter det gode spil, de har vist først i sæsonen og spår Århus Håndbold en tredjeplads.
”De er kommet godt fra start kan jeg se, så jeg tror da på, at de kommer med i slutspillet. Der er jo BSV og Skjern, så jeg tror, de samlet kommer på en tredjeplads.”

Knud Høi A/S er ny samarbejdspartner